Nytten af Rollespil (WIP)

 

Sidst i august 2022, søsatte jeg en D&D gruppe på et nordsjællandsk gymnasium, hvor jeg havde et deltids barselsvikariat. Det var egentlig blot ment som en introduktion til rollespil for eleverne, det noget sjovt sociale samvær rollespil er, og så savnede jeg selv at spille. Min indsats var frivillig, men skolen kompenserede mig for noget af den og betalte for slik og chips.

Det udviklede sig til meget mere og endte med at gøre en forskel for otte unge, og med at være noget af det bedste jeg har gjort i mit liv indtil videre. Gruppen skabte venskaber for elever, der følte sig ensomme, og trivsel for elever, der mistrivedes.

Otte unge mennesker, der alle mere eller mindre følte sig lidt udenfor og ”sære” i deres klasser, og med få eller ingen venner; begyndte at trives. Unge, der ikke trivedes godt i skolen og ikke deltog i festerne, begyndte at trives, have venner, føle sig accepterede, og at deltage i festerne. På to måneder, blev de hinandens bedste venner, og gav den gas på tværs af klasse, årgange og studieretning, og tog i biografen, til middelaldermarked og byen sammen. Alt sammen på grund af fem timers rollespil, hver torsdag efter skole i et af skolens lokaler; oftest Billedkunst eller Design-lokalet (hvor jeg også byggede modeller i baglokalet til at tage frem og bruge, når det var relevant).

Nedenfor skal jeg forsøge at undersøge konsekvenserne af ensomhed, og hvorfor netop Rollespil er så godt til at bekæmpe det, og hvorfor det skabte så nære venskaber. Mange har talt om, hvordan rollespil styrker matematik og sprog, men her skal vi fokusere på det sociale.

Autoriseret psykolog og erhvervspsykolog Mette Thingstrup (MT) skriver 30-12-2022 i en artikel om fællesskabers betydning for vores sundhed, at disse er livsvigtige. Ifølge hende vigtigere end motion og sund kost.

Hun skriver; ”Evolutionært set har vi mennesker altid haft brug for at indgå i et fællesskab – også betegnet som en klan helt tilbage i den tidlige istid, hvor fællesskabet stort set var den eneste måde at overleve på. [...] Fællesskab skaber tryghed og overlevelsesbetingelser.

Samhørighed og at betyde noget for andre kan faktisk kaldes en livsbetingelse og nødvendig for at opleve mening i livet. Undersøgelser med småbørn viser, at relationen er livsvigtig. Barnet bliver til i kontakten med mor og far. Senere med andre nære omsorgspersoner. Det at blive set, mødt og forstået er mindst ligeså vigtigt for barnets udvikling og trivsel som at få opfyldt de fysiske behov. Samhørighed og nærhed er altså afgørende fra første dag i livet. Og formentlig til sidste dag.”

Det er dog ifølge MT vigtigt, at disse fællesskaber ikke er flygtige, men meningsgivende. Der skal være mulighed for spejling, følelsesmæssig tilknytning og nærvær, for at opnå nyttevirkningen. Ligesom der også skal være plads til konflikter og den deraf følgende dialog og vækst. I dag føler mange, at der ikke er tid til den slags fællesskab, og glider af på konflikter, men disse er altså også vigtige for udvikling. Vi kender vel også alle dette, at par, der ikke tør være uenige ind i mellem, nok ikke skal være sammen.

Denne mangel på nære fællesskaber bliver forværret af vores større og større brug af skærme, der som MT gør opmærksom på, medfører øget udbredelse af det såkaldte ”Still Face” interaktion. Still Face respons er som Edward Tronick påviste i sine eksperimenter i halvfjerdserne yderst skadeligt for børn, hvis nervesystem tager skade, og hvis personlighed bliver mere forsigtig med tilknytning. Ifølge Rick Ackley giver det derudover også en følelse af tab af agens og manglende evner til at mestre sine følelser. Ifølge MT gælder disse problemer også for voksne, der møder Still Face.

Nære fællesskaber er altså vigtige, men ifølge Trygfonden føler hele 18% af danskerne, at de lever udenfor fællesskabet. Maryfonden angiver at 8% føler alvorlig ensomhed og at 12% af unge 16-24-årige er alvorligt ensomme. Og udover de ovennævnte konsekvenser for personligheden, angiver 19% af børn, der føler sig ensomme ifølge en rapport fra Børns Vilkår, at de klarer sig dårligt i skolen. Derimod er tallet for ikke-ensomme 3% og 38% af de børn, som tit eller meget tit oplever ensomhed, har 5-8 symptomer på mistrivsel om ugen. F.eks. hovedpine, mavepine, nervøsitet og søvnproblemer. Tallet blandt ikke-ensomme er 2%. Det kan altså også få betydning for både personlighed, uddannelse og karrieremuligheder at være ensom.

Lad os se på, hvorfor rollespil er så godt til at bekæmpe det.

Spillet fordrer samarbejde og kommunikation; hvis ikke gruppen kan arbejde sammen og kommunikere kan de ikke løse gåderne/opgaverne, eller besejre monstre og slyngler: samarbejde og kommunikation, men også mellem spillerne ved bordet, der også lærer begge dele, og lærer gennem at spille, at ”spotlightet” ikke hele tiden er på én selv- det går på omgang, og man løser hver især de opgaver ens karakter er specialist i (tyv, magiker, kriger, troldmand, osv). De samme egenskaber man bruger både på arbejde, men også med sine venner; kommunikation, samarbejde, lade specialister gøre det de er specialister i, og at ”give fokus til andre”. I spillet arbejder man sammen om at overvinde tilsyneladende uløselige opgaver mod umulige odds (i hvert fald, hvis man har en god GM), og får succes. Netop dette samarbejde og succes, koblet med drama, fare, gys og grin, binder spillerne sammen, Jo mere man indlever sig i spillet, desto sjovere er det og desto stærkere bliver følelsen af succes og triumf, når man gennemfører. Især fordi der er noget på spil; den karakter man har brugt energi og tid på at spille, og som er vokset og har udviklet sig igennem eventyrene og i spillerens fantasi, kan dø. Nogen gange vinder monstrene/slynglerne, andre gange tager de nogen med sig i faldet. Uden den udfordring og risiko, er man ikke investeret i spillet og kunne lige så godt se TV eller spille et computerspil, hvor man bare kan reloade sidste Save, og prøve igen. Derfor er følelsen og oplevelserne så intense, og to af spillerne i det berømte streamingshow Critical Role har beskrevet, hvordan de nogen gange kan snakke om det deres karakterer har gjort, som var det dem selv. Fordi de er venner i forvejen og indlever sig i spillet, men også fordi mange spillere vælge at udforske sider af sig selv de ikke ellers kender så godt, ved at lave en karakter med de egenskaber. Satine Phoenix har beskrevet hvordan det at spille en ”badass” krigerkvinde hjalp hende med at bearbejde de mange traumer seksuelt misbrug i barndommen (og sikkert årene i porno derefter) gav hende. Det var både en ”safezone”, hvor hun kunne undslippe, og et sted hvor hun følte hun havde agens og kunne handle.

Rollespil skaber altså stærke venskaber og kan bruges både som selvudvikling, terapi og til at bygge fællesskaber. Nedenfor skal jeg yderligere forsøge at undersøge, nyttevirkningen i social interaktion med fokus på Still Face interaktion. Det er her vigtigt at huske, at jeg ikke er psykolog, men historiker med sidefag i Statskundskab. Jeg er derfor ikke ekspert, men har dog lidt viden om sociologi og har gjort nogle iagttagelser og refleksioner.

Først og fremmest er rollespil jo rollespil. Det kan virke indlysende, men man spiller en rolle, og man bruger sin stemme, kropssprog og ansigtsmimik til at udtrykke denne rolle uden ”fare”, for man sætter ikke sig selv i spil, men karakteren. Man bruger dog stadig sin ansigtsmimik i høj grad, og får dermed trænet denne såvel som stimuleret de behov man har for interaktion med andre mennesker og deres reaktioner. I klasserummet, vil de lidt stille elever i en klasse ofte ikke opleve den samme stimulerende interaktion med andre i klassen, som de, der er lidt fremme i skoene. De vil ikke som sådan opleve Still Face respons, for de vil ofte ikke interagere ret meget, og dermed ikke stimuleres. Dette grundlæggende savn, kan de få opfyldt gennem rollespil. Udover den direkte behovsopfyldelse, vil dette træne elevernes kompetencer, som de kan tage med i hverdagen og agere mere selvsikkert og øvet. De vil blive bedre til at udtrykke sig med ord, kropssprog og mimik, og dermed i mindre grad blive misforstået. Ligeledes vil der opstå de uenigheder Mette Thingstrup påpeger, er så vigtige. Karaktererne kan være uenige og endog i konflikt, og spillerne kan være uenige om, hvordan de skal løse udfordringerne i det igangværende eventyr; skal man snige sig ind i fjendens borg og befri gidslerne, eller skal man lave et frontalangreb og kæmpe sig vej til dem, for eksempel. Man øver sig altså i konfliktløsning og samarbejde, og planlægning kan tage en stor del af tiden, hvor spillerne kommunikerer og finder deres plan, mens GM læner sig tilbage og lytter. Ligeledes kan drama internt mellem karaktererne, hvor karaktererne løser deres konflikter optage dem, og igen øve dem i konfliktløsning såvel som empati. Her griber GM kun ind, hvis det truer med at blive en alvorlig konflikt mellem spillerne, og lader dem ellers løse det selv.

Empatien og evnen til at indleve sig i andres situation styrkes også af at spille en rolle som en anden end sig selv, det tvinger spilleren til at tænke anderledes og sætte sig i en andens sted. Som det også gør når man interagerer med NPC-er (Non Player Characters spillet af GM), og de andre karakterer/helte. Rollespil styrker i høj grad empati og evnen til at tænke anderledes end man er vant til. Som også nævnt ovenfor med Satine Phoenix, kan den sædvanligvis passive spiller uden agens, spille en helt, med agens, og øve sig i at være mere herre over sit eget liv.

Som tilføjelse kan jeg påpege, at i hvert fald én af disse unge som konsekvens af samværet og følelsen af at blive set af, lyttet til og talt med af en nærværende voksen både stoppede et hashmisbrug, og begyndte i terapi for nogle meget alvorlige traumer fra barndommen. Den nære relation der skabes mellem den voksne GM, der vil de unge, og de unge spillere, gør det nemmere for de unge, at åbne for de ting, de finder svære at tale om med andre.

”I think this is a testament to creating spaces without judgement. And I think that everybody everybody is hurting, everybody wants to be happy, everybody is looking for somewhere to belong, and looking for other people to tell them that they are loved.”
Matthew Mercer (efter en interviewer viste ham et klip, hvor en fan fortæller, hvordan Critical Role reddede ham fra at begå selvmord.) Det er svært af formulere bedre, og bordrollespil kan hjælpe mange med at finde den sikre base.

Mere og en engelsk version følger.

Utroskab

I forbindelse med en blog og nogle kommentarer i den, nedskrev jeg for et par år siden lidt af mine tanker om emnet. Mens jeg lyttede til Mads & Monopolet i dag tog jeg dem op til revision.

Hmmm... utroskab... noget skidt. Der findes tre slags, men de har alle samme grund:

1) Det enkelte sidespring, den erkendte fejl. Errare humanum est, perseverare autem diabolicum, eller "Det er menneskeligt at fejle, at fremture i fejlen er skændigt" (frit husket, nej jeg kan ikke *endnu* Latin). I dette tilfælde er der tale om en fejl som "synderen" erkender og ikke gentager. Det kan skyldes en øjeblikkelig krise i forholdet, overmåde fristelse, svaghed, noget helt femte og er oftest en kombination af det hele, der egentlig kommer fra mangel på selvværd og søgen efter bekræftelse i øjeblikket det sker. Læg mærke til at jeg ikke bruger beruselse, det er blot en undskyldning for noget der ville ske alligevel. Denne form fører som oftest til anger og kan styrke et svigtende forhold- eller få parterne til at indse at det er på tide at gå hver til sit, i dette tilfælde er det et tilfælde af den næste kategori. I mine øjne er denne form for utroskab slemt, men tilgiveligt- vi er alle mennesker og hvem har ikke været fristet? Et stærkt forhold med stærke mennesker oplever ikke denne form, især ikke hvis det er et åbent forhold. Men er den ene part i krise kan det forekomme og skal det reddes kræver det at begge parter vokser.

2) Dråben der får bægeret til at flyde over. Man er i et forhold der egentlig er færdigt, dødt, har mistet lidenskaben, men man sidder af forskellige grunde fast. Måske mangler man tryghed, kærlighed, eller har ikke styrken til at såre en person man jo på mange måder elsker endnu. I stedet slider man på hinanden... indtil den ene part bliver fristet over evne udefra, som oftest vil kvinden møde en anden og... ja... Det vil uafvendeligt ske på et tidspunkt da man jo er utilfreds med hvad man har hjemme og er i.
Denne slags utroskab gør ondt, men er på en måde en positiv ting. Sådan forstået at selvfølgelig er det aldrig godt at gøre nogen ondt, især ikke den man elsker, men hvis man er for svag til at være ærlig og langsomt slider hinanden ned vil dette oftest være dråben der får bægeret til at flyde over og parterne til at gå fra hinanden og komme videre. At finde styrke, den ene i vrede over svigt, den anden i at møde det han/hun søger i en partner, selvom det så kun er for én gang. Igen kan man sige at utroskaben skyldes svaghed, for en stærk person i balance vil indse at det er tid til at komme videre og lægge kortene på bordet. Men... den slags er sjældent, og det er utroligt svært at give slip på det kendte og trygge, og samtidigt såre en person man elsker.

3) "Den omstrejfende køter". Og jeg der ellers elsker hunde som mere trofaste og gode end mennesker... men det er stadig den betegnelse, jeg vil putte på den sidste, mest hyppige og værste form for utroskab. Den stifter mange bekendtskab med og den gør ondt, for ikke blot bliver man svigtet og bedraget, man opdager også at man har ladet sig stikke blår i øjnene, og at éns dømmekraft har svigtet ved at man har ladet sig bedrage af et menneske man troede man kunne stole på.
Den utro i denne slags utroskab handler ud fra sin egen svaghed, selvom de ofte ikke vil se det som sådan. Er et svagt menneske, der søger bekræftelse i at score andre, fordi han/hun ikke kan bekræfte sig selv, og derfor heller ikke tror på at partneren elsker én. Man er så svag og selvhadende at man ikke kan fatte at nogen kan elske én og at man i stedet må søge "kærlighed" og bekræftelse på en løgn, og hader sig selv endnu mere for det. For ikke at kunne tage imod kærligheden og stole på andre, og være et svin, der ikke er værd at elske.
Desværre er det som oftest gode og opofrende mennesker der bliver udsat for denne slags, men også mennesker, der ikke helt kender deres eget værd. Der ikke helt tror på at de fortjener det bedste og som mere eller mindre bevidst lukker øjnene for at deres partner, mand eller kvinde, ikke behandler dem godt. Mens partneren på sin side delvist gør det fordi han/hun ikke kan forholde sig til at et så godt menneske kan elske dem når de ikke elsker sig selv. Denne form for utroskab forekommer også i åbne forhold, for der kan man skam også være utro.
Konsekvensen er ofte at det gode menneske man udsætter for det bliver såret og mister lidt tillid til sine medmennesker, men bliver også forhåbentlig stærkere og klogere; lader det ikke ske igen og vokser af det. Desværre knækker nogen også lidt indvendig, og tror på at de ikke er bedre værd- bevidst eller ubevidst- og finder en ny af samme type. Ligesom den utro ofte ikke er i stand til at se hvad grunden til problemet er og bruge sin brødebetyngethed til at vokse ud af sit dårlige selvværd.

Som man kan se er det min overbevisning, at al utroskab stammer fra svaghed. Og som oftest fra mangel på selvværd og evne til at bekræfte sig selv. Ofte også til en hvis grad fra den svegne. Begge parter har i virkeligheden ondt, men den enes svaghed gør den anden ondt. Den største chance for at undgå dette har man ved gennem sit høje selvværd at vælge en tilsvarende partner, som man ved hvor man har. Eller hvis der skulle opstå en "1"-er i et øjebliks svaghed, man ved man kan stole på, og vokse og lappe tingene sammen med fordi man stoler på hinanden og har nok selvværd til tilgivelse (EN gang, "fool me once; shame on you- fool me twice; shame on me").

Det var en ordentlig smøre, men jeg har tænkt en del over forhold, samliv og mennesker.