I forbindelse med en blog og nogle kommentarer i den, nedskrev jeg for et par år siden lidt af mine tanker om emnet. Mens jeg lyttede til Mads & Monopolet i dag tog jeg dem op til revision.
Hmmm... utroskab... noget skidt. Der findes tre slags, men de har alle samme grund:
1) Det enkelte sidespring, den erkendte fejl. Errare humanum est, perseverare autem diabolicum, eller "Det er menneskeligt at fejle, at fremture i fejlen er skændigt" (frit husket, nej jeg kan ikke *endnu* Latin). I dette tilfælde er der tale om en fejl som "synderen" erkender og ikke gentager. Det kan skyldes en øjeblikkelig krise i forholdet, overmåde fristelse, svaghed, noget helt femte og er oftest en kombination af det hele, der egentlig kommer fra mangel på selvværd og søgen efter bekræftelse i øjeblikket det sker. Læg mærke til at jeg ikke bruger beruselse, det er blot en undskyldning for noget der ville ske alligevel. Denne form fører som oftest til anger og kan styrke et svigtende forhold- eller få parterne til at indse at det er på tide at gå hver til sit, i dette tilfælde er det et tilfælde af den næste kategori. I mine øjne er denne form for utroskab slemt, men tilgiveligt- vi er alle mennesker og hvem har ikke været fristet? Et stærkt forhold med stærke mennesker oplever ikke denne form, især ikke hvis det er et åbent forhold. Men er den ene part i krise kan det forekomme og skal det reddes kræver det at begge parter vokser.
2) Dråben der får bægeret til at flyde over. Man er i et forhold der egentlig er færdigt, dødt, har mistet lidenskaben, men man sidder af forskellige grunde fast. Måske mangler man tryghed, kærlighed, eller har ikke styrken til at såre en person man jo på mange måder elsker endnu. I stedet slider man på hinanden... indtil den ene part bliver fristet over evne udefra, som oftest vil kvinden møde en anden og... ja... Det vil uafvendeligt ske på et tidspunkt da man jo er utilfreds med hvad man har hjemme og er i.
Denne slags utroskab gør ondt, men er på en måde en positiv ting. Sådan forstået at selvfølgelig er det aldrig godt at gøre nogen ondt, især ikke den man elsker, men hvis man er for svag til at være ærlig og langsomt slider hinanden ned vil dette oftest være dråben der får bægeret til at flyde over og parterne til at gå fra hinanden og komme videre. At finde styrke, den ene i vrede over svigt, den anden i at møde det han/hun søger i en partner, selvom det så kun er for én gang. Igen kan man sige at utroskaben skyldes svaghed, for en stærk person i balance vil indse at det er tid til at komme videre og lægge kortene på bordet. Men... den slags er sjældent, og det er utroligt svært at give slip på det kendte og trygge, og samtidigt såre en person man elsker.
3) "Den omstrejfende køter". Og jeg der ellers elsker hunde som mere trofaste og gode end mennesker... men det er stadig den betegnelse, jeg vil putte på den sidste, mest hyppige og værste form for utroskab. Den stifter mange bekendtskab med og den gør ondt, for ikke blot bliver man svigtet og bedraget, man opdager også at man har ladet sig stikke blår i øjnene, og at éns dømmekraft har svigtet ved at man har ladet sig bedrage af et menneske man troede man kunne stole på.
Den utro i denne slags utroskab handler ud fra sin egen svaghed, selvom de ofte ikke vil se det som sådan. Er et svagt menneske, der søger bekræftelse i at score andre, fordi han/hun ikke kan bekræfte sig selv, og derfor heller ikke tror på at partneren elsker én. Man er så svag og selvhadende at man ikke kan fatte at nogen kan elske én og at man i stedet må søge "kærlighed" og bekræftelse på en løgn, og hader sig selv endnu mere for det. For ikke at kunne tage imod kærligheden og stole på andre, og være et svin, der ikke er værd at elske.
Desværre er det som oftest gode og opofrende mennesker der bliver udsat for denne slags, men også mennesker, der ikke helt kender deres eget værd. Der ikke helt tror på at de fortjener det bedste og som mere eller mindre bevidst lukker øjnene for at deres partner, mand eller kvinde, ikke behandler dem godt. Mens partneren på sin side delvist gør det fordi han/hun ikke kan forholde sig til at et så godt menneske kan elske dem når de ikke elsker sig selv. Denne form for utroskab forekommer også i åbne forhold, for der kan man skam også være utro.
Konsekvensen er ofte at det gode menneske man udsætter for det bliver såret og mister lidt tillid til sine medmennesker, men bliver også forhåbentlig stærkere og klogere; lader det ikke ske igen og vokser af det. Desværre knækker nogen også lidt indvendig, og tror på at de ikke er bedre værd- bevidst eller ubevidst- og finder en ny af samme type. Ligesom den utro ofte ikke er i stand til at se hvad grunden til problemet er og bruge sin brødebetyngethed til at vokse ud af sit dårlige selvværd.
Som man kan se er det min overbevisning, at al utroskab stammer fra svaghed. Og som oftest fra mangel på selvværd og evne til at bekræfte sig selv. Ofte også til en hvis grad fra den svegne. Begge parter har i virkeligheden ondt, men den enes svaghed gør den anden ondt. Den største chance for at undgå dette har man ved gennem sit høje selvværd at vælge en tilsvarende partner, som man ved hvor man har. Eller hvis der skulle opstå en "1"-er i et øjebliks svaghed, man ved man kan stole på, og vokse og lappe tingene sammen med fordi man stoler på hinanden og har nok selvværd til tilgivelse (EN gang, "fool me once; shame on you- fool me twice; shame on me").
Det var en ordentlig smøre, men jeg har tænkt en del over forhold, samliv og mennesker.
